Jeg var til en fest om lørdagen, hvor jeg fik drukket mig så fuld, at jeg faktisk slet ikke kan huske lørdag aften. Da jeg kom hjem om søndagen fik jeg at vide, at jeg virkelig havde dummet mig overfor en af mine bedste venner.
Jeg havde om aftenen fortalt ham, at jeg aldrig havde kunnet lide ham, men derimod bare udnyttet ham gennem alle disse år.
Det var helt ulideligt at få at vide! Jeg har aldrig skammet mig så meget over mig selv - jeg kan slet ikke tilgive mig, æv. Især fordi det simpelthen er en stor fuldskabsløgn.
Jeg har altid holdt så forfærdelig meget af ham min ven - til tider endda helt forelsket i ham. Han var den type, som jeg altid kunne komme til lige meget hvad. Den type som, lige meget hvor længe der gik mellem hinandens besøg, bare kunne vende tilbage til vores gamle gode dage.
Jeg var til tider helt stolt af, at jeg kunne kalde mig 'hans ven'. Vi havde et helt specielt bånd, som slet ikke kan beskrives, men som jeg vil håbe, at jeg får igen med en.
- Nu er det så bare alt sammen ovre - på grund af min egen fuldskab.
Aldrig vil jeg ærge mig over noget så meget, som jeg gør nu.
Det er min egen fejl, som aldrig kan tilgives.
